Adskillelse – den lille skøre idé
På ét eller andet tidspunkt (som jo selvfølgelig aldrig er sket) fik Guds Søn tilsyneladende den idé, at der måske var noget mere end Alt; måske er Alt ikke det hele? Da tanken tilsyneladende var opstået, var der to måder, han kunne se på denne lille skøre idé: Enten kunne han tage den alvorligt, og blive bange for den og dens implikationer, eller han kunne vælge at lytte til den Stemme i ham, Der sagde, at det er en vittighed at tro, at der kan være noget andet og mere end Alt. Denne Stemme er Det, Som Kurset benævner Helligånden.
Helligånden, Som også er i Guds Søns sind, smiler ad denne lille skøre idé (T-27.VIII.6:2) om adskillelse fra Gud, fordi Guds Søn ikke kan være adskilt fra Gud, og derfor behøver han ikke at føle skyld, eller at frygte nogen “straf”, fordi der ganske simpelt ikke er sket noget – Guds Søn er stadig som Gud skabte ham. Havde Sønnen valgt at lytte til Helligåndens fortolkning af den lille skøre idé, så havde vi blot smilet ad den og intet ville være sket!
Men Guds Søn glemte at le ad denne tanke (T-27.VIII.6:2), og valgte dermed side til fordel for egoet – han valgte at tro på egoets udlægning af den lille skøre idé: Det er en virkelig idé, der virkeligt er sket!! Og er det ikke vidunderligt?! Nu er vi os selv; uafhængige, selvstændige og frie!! Men på den anden side: Er det ikke ganske forfærdeligt?! Nu har du smadret Himlen, hvisker egoet til Guds Søn.
Og da han glemte at grine, tog Guds Søn (husk: Guds Søn er i Kursets terminologi os alle, som sind; ikke form/kroppe) ideen alvorligt, og idet Sønnen tog den alvorligt troede han også, at Gud tog den alvorligt. Guds Søn troede dermed, at han havde ødelagt Himlen (troede det var en synd), og han følte sig skyldig. Han frygtede for Guds straf over hans “udåd”.