Individualitet og sindsløshed
Fordi Sønnen i sin – nu tilsyneladende adskilte tilstand – kunne lide tanken om sin nyvundne individualitet, valgte han side til fordel for egoet, der – som sagt – tog denne idé om adskillelse meget alvorligt, og som på den ene side side siger: jubiii, nu er vi os selv, og på den anden side siger: ups, nu har du smadret Himlen.
Sidstnævnte giver egoet en betegnelse, og en meget ubehagelig betegnelse: Det kalder adskillelsen for en “synd”, fordi det overbeviser Sønnen om, at han – ved at adskille sig fra Himlen, nu har splintret Himlen. Og fordi Guds Søn nu er overbevist om, at han har syndet – da han tror, at han har smadret Himlen – føler han sig skyldig. Psykologisk set vil en tro på, at man har syndet uvægerligt føre til, at man føler sig skyldig. Og projektionen – hvorved Guds Søn “flytter” sin følelse af skyld fra sig selv til Gud – af denne skyld fører til, at Guds Søn tror, at Gud nu er meget, meget vred, og derfor frygter Guds Søn nu sin Fader. Denne snedige strategi benytter egoet for at sikre, at Guds Søn ikke længere kan henvende sig til sin Fader for hjælp. For gør han det, vil der ikke længere være nogen adskillelse; det vil være slut med egoet og slut med individualitet.
Selvklart er egoet ikke interesseret i det. Og hele egoets strategi går ud på, at vi ikke opdager, at der ikke er sket noget. Derfor er egoets strategi også, at vi aldrig må opdage, at vi har et sind, der kan vælge; at verden, kroppen og vores individuelle eksistens er udtryk for, at vi som et kollektivt selv har valgt at tro på, at vi kunne være adskilt fra vores Ophav. Og, at vi derfor kan vælge om igen, hvis vi opdager beslutningskraften stadig er i vores sind; og igen: egoets strategi er, at vi ikke opdager, at vi har et sind. Hele egoets strategi er, at holde os i “en verden det behersker, bestående af kroppe, sindsløs og i stand til fuldstændig opløsning og forfald” (T-19.II.6:5).