At leve “Et Kursus i Mirakler”
Dette betyder ikke, at vi ikke handler i verden; vi gør det blot ikke længere alene. Når vi er trådt et skridt tilbage, og vi har set, at alle vores reaktioner på verden er en afspejling af vores modstand og forsvar mod Guds Kærlighed, og at vi ikke længere behøver at forsvare os mod Den, fordi Den stadig er i vores sind, uanset hvad vi end tror, så kan vi igen rette blikket udad mod verden, men denne gang med bevidstheden om, at vi ikke behøver at angribe verden for at have fravristet os Guds fred, for vi har den jo stadig i os, og derfor kan vi nu handle uden at formålet med denne handling er at bekræfte, at adskillelse og angreb er virkelige.
Kurset taler om, at vi “intet behøver at gøre” T-18.VII, men dette betyder egentlig, at vi intet behøver at gøre alene, idet vi ikke er alene. Vi har Helligånden i vores sind, og Han vil aldrig lade os alene, selvom vi kan tro, at Han har forladt os. Men dette vil vi kun tro, hvis vi har valgt at forlade Ham, forstået på den måde, at vi har valgt at tro, at vi kan være adskilte fra Guds Kærlighed.
Derfor er Kursets vej igen og igen at blive opmærksom på alle de domme om adskillelse, forskelle, individualitet, særpræg, etc., som vi rummer i vores sind og som udtrykkes i had, angreb, fordømmelse, vrede, irritation, eksaltation, begejstring, opstemthed, kampgejst – det er ligegyldigt om det er “negativt” eller “positivt”, da de alle “bekræfter” adskillelsen og troen på kroppen. Kursets proces er, at vi blot ser på dem med Helligånden, idet disse domme derved vil blive ophævet; men det er en proces og vi skal være opmærksomme på vores modstand, for der er en del af vores sind (egoet), der ikke frivilligt “opgiver” troen på, at det kan være adskilt og specielt ved at splitte og udslette.
Vi ser på alle disse domme om adskillelse, forskelle, individualitet, etc. og siger: “Ja, det er disse, at jeg har valgt at placere i mit sind, fordi jeg lige nu er bange for Helligånden, men jeg behøver ikke at dømme mig selv for det”. Det at se på dommene, tankerne og følelserne uden at dømme dem betyder, at vi automatisk ser på dem med Helligånden.
Det er med andre ord, at vi over for hver eneste dom om adskillelse og forskelle, som vi rummer i vores sind, lærer vores sind at smile ad alle disse eksempler på, at den lille skøre idé om adskillelse er virkelig, hvorved vi til sidst lærer at huske, at vi aldrig har glemt at grine :o) Denne proces kræver masser af arbejde og masser af årvågenhed overfor de små angreb, de små behov for specielhed, og overfor den lille trang til at se adskillelse som virkelig.